Dette års A Colossal Weekend graver dybere i mulden, dybere i sindet og dybere i mørket. Rodnettet i musikken og de alternative rock-genrers yderste kroge bliver udforsket til fulde gennem de to dages festival i VEGA. Vores booker Jeppe Nygaard Christensen kommer her med sit bud på fem mørke perler fra A Colossal Weekend-programmet:
”Det første navn jeg vil fremhæve, er A.A. Williams, som er en britisk musiker. Hun har først lige udgivet sin debut-ep, men der har været lidt røre omkring hende de sidste otte måneders tid. Det er sådan lidt en gloomy udgave af PJ Harvey, men man kan også sagtens høre referencer til Chelsea Wolf. Hun har en eller anden sindssyg nice dysterhed over sig og en vildt flot stemme. Hun har landet en stor support-tour for Cult of Luna til efteråret. Det bliver en af hendes allerførste koncerter, til A Colossal Weekend, så det er helt klart et… Lad os kalde det et scoop, men det er også musikalsk en kæmpe ting, hvis man spørger mig.”
”De har en god fornemmelse for at blande post rock, de her musikalske landskaber, hvor der er sindssygt højt til loftet, og hvor man virkelig kan drømme sig hen i en anden verden. De har nærmest tilsat folk-elementer til deres musik sammen med nogle rigtigt flotte vokalharmonier. Det er som, hvis man tager Sigur Rós og blander det med Tindersticks og giver det en gang post rock oven i. Jeg synes virkelig, det er smuk og hyggeligt musik, som trækker på en masse forskellige referencer. Man kan sammenligne dem lidt med Yndi Halda, som vi havde på programmet for to år siden. Det er et band, der favner meget bredere, end man lige tror.”
”Jeg har set dem en gang før, hvor de varmede for Ihsahn i Lille VEGA, hvor de blæste mig fuldstændigt bagover. De spiller instrumental rock, og det er meget tungt, men alligevel meget lettilgængeligt forstået på den måde, at det ikke bliver helt mørkt og dystert. Man kan sammenligne dem lidt med And So I Watch You From Afar, der næsten kan beskrives som party post rock, hvor imod Astrosaur er lidt mere højoktan og det siger ikke så lidt i den kontekst. De smadrer mere igennem. Det er nærmest lidt progget, nogle gange lige på grænsen til at man synes, det bliver lige lidt for kitsch. Og de er bare nogle af de sygeste musikere, jeg nogen sinde har set og hørt. Virkelig et fedt norsk band.”
”Så er der Morrild, som er et dansk black metal/black gaze-band, der netop har udgivet deres debutalbum. Det er blevet meget blandet modtaget. Enten så hader folk det, eller så elsker de det. Jeg havde fornøjelsen af at se dem på Den Blå Planet, hvor de holdt releaseparty, og det var virkelig… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det var en altomsluttende stemning. De trækker på nogle helt klare referencer til My Bloody Valentine, men også Deafheaven. Melodisk metal, der flyder sammen og er fuldstændigt sovset ind i effekter. Det er et meget, meget specielt og meget særegent lydbillede. De sparker virkelig døren ind, og så er de der bare. Man kan ikke slippe væk fra dem. Jeg ser det tit som et godt tegn, når folk ikke kan blive enige om, hvad de skal synes om noget. Så er det fordi, at det vækker et eller andet specielt, og det gør det også i mig. En klar anbefaling fra mig og et band, som jeg spår en stor fremtid.”
”Det er et band, som jeg ikke synes er nået ud til det brede publikum. De har spillet Roskilde Festival og Copenhell. Det er black metal og hardcore, der er virkeligt kompromisløst og sindssygt voldsomt. Især Filip Andersen, som er forsanger og bagmanden bag det her projekt, er virkelig en karakter, som forstår at give den fuldstændigt vanvittigt smadder på en scene. Jeg tror, at de er i top fem over de danske bands, der har spillet flest koncerter nogensinde. Dem glæder jeg mig meget til at gense, for det er en vild oplevelse, når de spiller. Man bliver revet ud af sin comfort zone.”
